Kyndelmissepandekager med Æbleflæsk

I morgen er det d. 2. februar og Kyndelmisse eller Kjørmes Knud, den dag som markerede midvinter og hvor bønderne tog bestik af deres lager for at se om de kunne klare sig igennem resten af den kolde tid. Havde de opbrugt mere end halvdelen af deres forråd kunne det tilværelsen blive stram indtil foråret kom. Kyndelmisse var også den kristne dag for Maria renselse, samt dagen for den romerske lysfest Lupercalia.

Der var tradition for at spise bygmelspandekager til Kyndelmisse, for at sikre sig en god byghøst. De blev spist med æbleflæsk. Sidst år forsøgte jeg mig med den helt traditionelle opskrift, som dog ikke faldt i min smag. Derfor har jeg valgt at bruge min opskrift på tykke kærnemælkspandekager og så tilpasse den.

KYNDELMISSESPANDEKAGER MED ÆBLEFLÆSK
4 PERS.

PANDEKAGER:
CA. 14 STK.

100 G HVEDEMEL
80 G BYGMEL
½ TSK. BAGEPULVER
1/4 TSK. NATRON
½ TSK. SALT
25 G SMØR
300 ML. KÆRNEMÆLK
1/2 TSK KANEL
1 ÆG

Bland hvedemel, bygmel, bagepulver, natron, kanel og salt i en skål.

I en kande blandes smeltet og svalet smør, kærnemælk og æg.

Lav en fordybning i melblandingen og pisk de våde ingredienser i lidt efter lidt, med et alm. piskeris til en glat dej.

Lad dejen hvile i 10 min.

Varm fedtstof op på en pande ved middel varme og hæld en klat dej på med en sovseske, af cirka 1/4 dl. med top på.

Steg pandekagerne til der begynder at komme luftbobler på overfladen. Pandekagerne vendes og bages færdige og gyldne på den anden side.

ÆBLEFLÆSK:
200 G BACON
3 STORE ÆBLER
1 RØDLØG
2 SPSK. SUKKER
½ DL ÆBLECIDEREDDIKE
SALT OG PEBER
FRISK TIMIAN

Pil rødløg og skære i tynde skiver på ca. 2 mm.

Skyl æbler og fjern kernehus. Skær æbler i både og bacon i store tern.

Steg baconternene sprøde, tilsæt rødløg og lad dem stege med til de er let bløde. Det er vigtigt at de ikke bliver alt for bløde og møre.

Tilsæt æbler, sukker og æblecidereddike og lad dem stege med i nogle minutter til de er let bløde. Vend forsigtigt i dem, uden at ødelægge æblerne

Smag til med salt, peber og timian.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *