One Bite at a time

Jordskokkesuppe

Jeg forguder suppe og i aften ville jeg afprøve en suppe jeg ikke før har lavet og en ingrediens jeg ikke før har brugt: Jordskokker.
Suppen her bliver let syrlig-sød fra æblerne og får en “earthiness” fra jordskokkerne. Den er superlækker med stegt bacon til.
Det er ikke sidste gang den bliver lavet, men forberedelserne er dog lidt omstændige med hensyn til jordskokkerne. Da de er så knudrede og små, tager det lidt tid at få skrællet dem, så bevæbn dig med tålmodighed og en god kartoffelskræller.

JORDSKOKKESUPPE
4-6 pers.

1 Rødløg
2 Fed hvidløg
750 g Jordskokker
2 Spisekartofler
2 Madæbler
1 spsk. Olivenolie
2 tsk. Tørret timian
2 tsk. Salt og Peber
ca. 1 l Kogende vand
1 dl Mælk (el. fløde, hvis man hellere vil det)
2-3 tsk. Honning

Pil og hak rødløg og hvidløg groft.

Skræl jordskokker, kartofler og æbler og skær dem i grove tern.

Opvarm olien i en stor gryde, og svits løg og hvidløg i 2-3 min. til løgene begynder at blive bløde.

Tilsæt jordskokker, kartofler og æbler og bland det hele godt sammen med timian, salt og peber.

Hæld kogende vand ved til det dækker grøntsagerne. Lad det simre ved svag varme i 30 minutter indtil jordskokker og kartofler er møre.

Blend til en cremet masse, tilsæt mælk og rør rundt, så mælken blandes godt med suppen.

Smag til med honning og ekstra salt og peber.

Sigt suppen igennem en finmasket sigte over i en stor skål; brug bagsiden af en suppeske til at presse det sidste suppe igennem sigten. Dette gør at trevler og de større stykker timian fjernes og suppen bliver fløjlsblød og lækker.

Server med en klat yoghurt, bacon, croutoner og hakket ramsløg eller persille.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *