Fransk Nougat med Tranebær

Søger du lidt godt til de kommende juledage, så kig med her. Blød nougat fyldt med sprøde nødder og søde tranebær.

FRANSK NOUGAT MED TRANEBÆR
CA. 1,2 KG.

FYLD:
200 G HELE MANDLER MED SKAL
160 G PISTACIENØDDER (VÆGT UDEN SKAL)
200 G TØRREDE TRANEBÆR

Rist nødderne i en ovn ved 200 grader i 6-8 minutter.

SUKKERLAGE:
120 G VAND
360 G SUKKER
210 G HONNING
210 G GLUKOSESIRUP

Kog vand, sukker, glukose og honning i en stor gryde, ca. 3 liter til 145 grader ved jævn varme. Brug et sukker/digitalt termometer.

Hav tålmodighed for det tager tid. Men PAS PÅ omkring de 100 grader, da vandet vil koge der og massen kan bruse voldsomt op.

MARENGS:
75 G ÆGGEHVIDER
60 G SUKKER:

I mellemtiden piskes æggehviden skummende i en køkkenmaskine.

Tilsæt sukkeret og pisk massen sej og stiv.

Når sukkerlagen rammer 145 grader, hældes den i en tynd stråle ned i marengsen, mens maskinen pisker. Undgå at ramme piskeriset, da lagen vil sprøjte til alle sider.

Pisk videre ved høj hastighed i 10 min til massen er sej og blank.

Tilsidst røres nødder og tranebær  i massen.

Kom bagepapir på en bageplade og sigt godt med flormelis henover, der må ikke være huller i laget.

Bred massen ud i et jævnt lag og drys med mere flormelis. Kom evt. et stykke bagepapir hen over og rul nougaten plan med en kagerulle. Men ikke for tynd, der skal være noget at bide i.

Lad den franske nougat køle helt af, gerne natten over.

Skær den kolde nougat ud i mindre stykker med en skarp kniv drysset med lidt flormelis.

Opbevar dem i en lufttæt beholder eller pak stykkerne ind enkeltvis i film.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *