Peberkagehuse


Når en peberkagebager bager peberbagekager...”
I år skulle det være. Jeg havde besluttet mig for at bage et kagehus og da jeg faldt over denne fantastisk søde model var det det. Jeg har så kun lavet dør i den ene ende, da mine huse ikke skulle sidde på et krus.
Dejportionen er mere end nok til seks små huse, inkl. et modificeret hus-til-kirke og en fjerdedel endte endda i fryseren til senere brug. Men lav hele portionen da man aldrig ved hvor inspireret man bliver i husbyggeriet, både mængde og størrelse.

PEBERKAGEHUSE
MANGE SMÅ HUSE,CA. ÉT STØRRE HUS, ALT EFTER HVOR STORT DET ER.

PEBERKAGEDEJ:
100 G SMØR
280 G MØRK SIRUP
270 G SUKKER
3 DL PISKEFLØDE
1/2 TSK. KARDEMOMME
1/2 TSK. PEBER
1/2 TSK. NELLIKER
1/2 TSK. ALLEHÅNDE
1/2 TSK. INGEFÆR
1/4 TSK. STJERNEANIS
3 TSK. KANEL
1 KG. MEL

Varm smør, sukker, sirup, fløde og krydderier op i en gryde under omrøring til sukkeret er smeltet. Tag gryden af varmen og afkøl massen let.

Sigt mel i sukkermassen og ælt det hele godt sammen til en meget blød, glat og smidig dej.

Form dejen til fire kugler og tyk dem flade, det vil gøre det lettere at rulle dejen ud. Pak dejkuglerne ind i film, og sæt dem på køl natten over.

Forvarm ovnen til 175 grader varmluft.

Rul en dejkugle ud til en 0,5 cm tykkelse og skær enten ud efter en model med et pizzahjul (rene, skarpe linjer) eller brug udstikkere, hvis du hellere vil have småkager at gumle på…eller gør begge dele, som jeg.

Saml dejresterne og gentag indtil hele kuglen er brugt, før der tages hul på den næste.

Læg delene på en bageplade med bagepapir og sæt den midt i ovnen, bag i 6-15 min. alt efter størrelse. Mærk efter på kagerne, de skal være let faste og stadig give lidt efter, farven er gyldenbrun.

Lad kagerne køle helt af, gerne et par timer.

SAMLING:
SUKKER TIL KARAMEL

Smelt sukker på en pande til karamel.

Skær enderne på huset til, hvis siderne og husene skal være helt lige. Dyp dem i karamellen, PAS PÅ FINGRENE, og saml siderne og derefter tagene hurtig, karamellen vil størkne med det samme. (Det tog mig 20 min at samle seks små huse)

Lad husene køle helt af.

ROYAL ICING:
2 (60G) PAST. ÆGGEHVIDER
330 G FLORMELIS
2 TSK. CITRONSAFT
EN KNIVSPIDS NATRON

Pisk æggehvider og citronsaft til bløde toppe.

Sigt flormelis og natron i hviderne og pisk til en cremet og enssartet masse.

Natron i icing gør at farven bliver hvidere og at icingen ikke stivner for hurtigt i skålen.

Kom icingen på en sprøjtepose med tylle og pynt husene. (Jeg gjorde det efter jeg havde samlet husene, da jeg med sikkerhed ville have ødelagt pynten under samlingen). Lad husene tørre helt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *