Site Overlay

Kransekagetal med Nougat

Traditionen tro skal man have kransekage ved midnatsslaget Nytårsaften. Jeg er ikke den store fan af ren marcipan, med lidt fiflerier kan det sagtens gå an. Især når nougat er involveret. Jeg har angivet brugen af ren rå marcipan i opskriften, men jeg brugte egentlig en mint chokolademarcipan fra Odense, og jeg må sige det gjorde kransekagen bestemt ikke værre, tværtimod…og så elsker jeg mintchokolade i forvejen.

KRANSEKAGETAL MED NOUGAT

KRANSEKAGEMASSE:
200 G RÅ MARCIPAN
40 G FLORMELIS
15 G ÆGGEHVIDE, LETPISKET
60 G BLØD NOUGAT

Forvarm ovnen til 220 grader.

Riv marcipanen groft, og ælt den med flormelis.

Tilsæt æggehviden, og ælt det til en fast, men lidt blød masse.

Del den i 4 stykker, og tryk dem flade og aflange på et bord drysset med flormelis.

Skær nougat i 4 stænger. og del dem i mindre stykker, det gør det nemmere at bøje den i talform.

Læg nougatstykkerne på midten af hvert stykke kransekagemasse, og fold marcipanen op omkring, så du får en trekantet stang.

Læg dem på en plade med bagepapir.

Form forsigtigt stykkerne til tal.

Sæt en ekstra plade nedenunder i ovnen, så kransekagerne ikke bliver mørke i bunden.

Bag dem midt i ovnen i ca. 10 minutter, til de er gyldenbrune.

Lad kransekagerne køle af på en rist.

 

GLASUR:
15 G ÆGGEHVIDE
85 G FLORMELIS
ET PAR DRÅBER CITRONSAFT

Pisk alle ingredienserne til en fast glasur. Kom den i en sprøjtepose, klip et lille hul for enden og sprøjt striber på dine kransekagestykker.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *