Kartoffel-Peberfrugtsuppe

Fy føj da, hvor er det blevet koldt. Det er som om vejret besluttede sig for, at lige så snart det blev Oktober så skulle kulden også flytte ind. Jeg kan ikke li’ det! Men det er godt, at man så kan varme sig med tæpper og god varm mad, især supper.
Denne suppe har fylden fra kartofler, varmen fra peberfrugt og sødmen fra gulerødder og så dækker den godt ind over 6 om dagen-behovet. Den kan fryses og kan således med stor fordel laves i kæmpe portioner og varmes op efter behov på kolde og mørke efterårsdage (eller vinterdage).

KARTOFFEL-PEBERFRUGTSUPPE
6-8 PERS.

600 G KARTOFLER
3 RØDE/ORANGE PEBERFRUGTER
2 STORE RØDLØG
2 FED HVIDLØG
3 GULERØDDER
1 SPSK. OLIVENOLIE
1-1½ L KOGENDE BOULLION
2 TSK TIMIAN
1 TSK. CHILIFLAGER
2 DL MÆLK
SALT OG PEBER

Skræl, skyl og hak kartofler og gulerødder groft.

Skyl peberfrugterne, skær toppen af og fjern “kernehuset”, hak dem groft.

Pil løg og hvidløg, hak løgene groft og knus hvidløg med den flade side af kniven.

Opvarm olien i en stor gryde (ca. 4-5 liter) og svits løg, hvidløg og gulerødder deri i 2-3 min., indtil rødløgene begynder at blive bløde og gennemsigtige.

Tilsæt kartofler og peberfrugter, krydr med timian og chiliflager og vend det hele godt sammen, før der hældes boullion i til det lige akkurat dækker grøntsagerne.

Lad det simre ved svag varme i 30 min. til kartofler og gulerødder er møre.

Blend med en stavblender, tilsæt mælk og smag til med salt og peber.

Server med brød, en klat creme fraiche eller yoghurt, stegt kylling eller bacon.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *