Beef Wellington med Tilbehør

Den lækre hovedret til Nytårsaften: Bøf, kartofler og sauce, med lidt grønt ved siden af…men mest det andet, køddyret slår til igen ;). Beef wellington er en god blanding af kød og sprød dej. Som en lille gavepakke med dejlig mørt og rosastegt kød i midten. Den tager noget tid at lave og enkeltdelene er lidt omstændige at udføre, men dog lettere end man skulle tro. Det smarte er da også at man kan lave dem i forvejen, endda dagen før hvis det skulle være, så kan man opbevare pakkerne i køleskabet indtil de skal i ovnen.

BEEF WELLINGTON MED TILBEHØR
2 PERS.

2 GODE, GERNE AF MØRBRAD, BØFFER À 180 GRAM
100 G CHAMPIGNON
1 FED HVIDLØG
1 LILLE LØG
1 SPSK. OLIVENOLIE
1 LILLE KLAT SMØR
2 SPSK. RØDVIN
200 G BUTTERDEJ
2 TSK. DIJONSENNEP
1 ÆGGEBLOMME
2 SPSK. MÆLK
SALT OG PEBER

Brun først bøfferne kort af i lidt olie på alle sider for at holde safterne inde, sæt dem til side på et stykke køkkenrulle, så de kan hvile og køle ned.

Pil løg og hvidløg.

Vask champignonerne og skær stokken af, blend dem sammen med løg og hvidløg.

Kom blandingen er på en tør pande og steg ved høj varme i et par minutter.

Tilsæt smør og olivenolie, krydr med salt og peber og rør godt i det mens vandet fra grøntsagerne fordamper.

Tilsæt rødvin, skru ned for varmen og bliv ved med at rode rundt i det.

Når rødvinen og den resterende væske fra champignon også er fordampet, tages blandingen fra varmen og lægges til afdrypning i en sigte foret med et stykke køkkenrulle.

Pres så meget overskydende væde ud, det skal være så tørt som muligt før svampeblandingen kan kommes på butterdejen, ellers vil den blive alt for blød og snasket når den bages.

Pisk æggeblomme og mælk sammen.

Rul butterdejen ud på køkkenbordet og pensl den med æggeblandingen, det vil hjælpe lidt på at holde eventuel væde væk fra dejen.

Gem resten af æggeblandingen til senere.

Del dejen midt over og kom halvdelen af svampeblandingen på en del og den resten på den anden del.

Bred blandingen ud i et tyndt lag, så det lige dækker det område hvor bøffen skal være.

Smør bøfferne med sennep og læg dem oven på svampeblandingen, krydr med salt og peber og fold dejen omkring bøfferne som en lille gave eller kuvert.

Skær overskydende dej fra, det kan bruges til pynt.

Sørg for at folderne er tætte, så der ikke siver gode safter ud under stegningen.

Sæt pakkerne på køl indtil de skal i ovnen, det gør også at butterdejen får lov at blive kold, som gør den sprødere når den bages.

Forvarm ovnen til 220 grader og sæt en bageplade med bagepapir ind imens.

For at undgå at undersiden af pakken brænder på ved den høje varme, kan man lægge to bageplader ovenpå hinanden inde i ovnen.

Tag pakkerne ud af køleskabet, pensl dem med resten af æggeblandingen på alle sider.

Sæt pakkerne med folderne nedad på den varme bageplade og bag dem i oven i 15-20 min. til butterdejen er gyldenbrun og sprød.

Tag wellingtonpakkerne ud af ovnen og lad dem hvile mens resten af retten laves.

Server med lune ærter, Festkartofler og Hjemmelavet whiskysauce.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *