Pærerne er i sæson lige nu, søde og smagfulde og min absolut yndlingspære er Clara Friis. Så da der blev ønsket is, som dessert, til min venindes fødselsdagmiddag i fredags, skulle der ikke mange overvejelser til, før jeg kastede mig over en sorbetopskrift. Hyldeblomst og pærer er gode venner i denne udgave, hvor pæren er den første og dominerende smag, mens hyldeblomsten understøtter og fuldender sorbeten. Prøv den, nyd den, det er gooode sager.
PÆRE-HYLDEBLOMSTSORBET
6-8 pers.
1,2-1,5 KG PÆRER, GERNE CLARA FRIIS (CA. 1 KG I SKRÆLLET VÆGT UDEN KERNEHUS)
200 G SUKKER
KORNENE AF 1 STANG VANILJE
2 DL VAND
REVET SKAL OG SAFT AF 1 STOR ØKOLOGISK CITRON
1/2 DL KONC. HYLDEBLOMSTDRIK
Skræl pærerne og fjern kernehusene, skær dem i kvarte stykker.
Kog en lage af vaniljekorn, vand og sukker op.
Læg pærestykkerne i og kog dem møre i godt 20-25 min under låg.
Kom citronsaft og revet skal i.
Blend massen og passer den gennem en finmasket sigte.
Smag til med hyldeblomstdrik, den skal ikke overdøve pæresmagen, men komme som en frisk og lingrende eftersmag.
Kom massen på køl til den er helt kold.
Kør sorbet på en ismaskine i 40 min.