Lige nu er hyldebærrene mørkerøde og fine. Så skulle man falde over en busk, skynd jer af samle så mange som muligt. Bærrene kan bruges i bl.a. kage, suppe og saft, det er bare at gå i gang.
Denne saft kan sagtens også bare fortyndes med vand, men jeg har valgt af bruge æblejuice, da saften ellers kan blive lidt til den søde side. Man kan også vælge at koge bærrene sammen med syrlige æbler, der er muligheder i det hele.
HYLDEBÆRSAFT
CA. 1 L. FÆRDIGBLANDET SAFT
450 G HYLDEBÆR MED STILK (CA. 350 G UDEN)
200 G SUKKER
2,5 DL. VAND
SAFTEN AF 1/2 CITRON
6,5 DL. ÆBLEJUICE
Skyl hyldebærrene grundigt og rib dem fra stilkene med en gaffel, pas på da det kan sprøjte med saften, som er svær at vaske af.
Kog bærrene sammen med vandet i minimum 20 min. Det nedbryder den toxin der er i bærrene.
Mos hyldebærrene og si saften igennem et filter, enten et klæde eller et kaffefilter. Pres så meget saft som muligt ud.
Kog saften op med sukkeret til det er opløst, og smag til med citronsaft.
Lad saften køle helt ned før den fortyndes med æblejuice og kommes på rene flasker.
Saften opbevares på køl i 30 dage eller fryses i mindre portioner for længere holdbarhed.
Den kan nydes både varm og kold.