Hindbærtærte med Frangipane

En ikke alt for sød tærte, der bruger de sidste sommerlige hindbær inden vi træder ind i efteråret. Mørdejen har en snert af timian, der ikke overdøver med sin smag, men bryder det søde fra frangipanen og mørdejen.

HINDBÆRTÆRTE MED FRANGIPANE
10 PERS.

CHOKOLADECREMEUX:
1/4 BLAD HUSBLAS
60 G MØRK CHOKOLADE, MIN 55%
1 ÆGGEBLOMMER (CA. 20 G, hvis du bruger pasteuriserede æggeblommer)
10 G SUKKER
40 G SØDMÆLK
40 G PISKEFLØDE
1 NIP SALT

Udblød husblassen i koldt vand i min. 5 minutter.

Hak chokoladen fint, og kom den i en skål. Bruger du chokoladeknapper, som f.eks. Callebaut, behøver du ikke hakke den.

Pisk æggeblommer og sukker sammen.

Varm mælk og fløde op til kogepunktet, og pisk det hurtigt i æggeblommerne for at undgå at det bliver til røræg.

Hæld blandingen tilbage i gryden, og varm den op til 83 °C under konstant omrøring.

Vrid husblassen fri for vand, og rør den ud i cremen.

Hæld cremen over den finthakkede chokolade, og rør det hele sammen med en dej skraber til du får en blank, ensartet creme.

Tilsæt salt og stavblend massen. Hvis der er kommet luftbobler i, kan du med fordel sigte cremen gennem en finmasket sigte for at fjerne dem, inden du fordeler cremeuxen i en tourbillon silikoneform (14 cm i diameter). Dæk cremen med husholdningsfilm, stil formen på en plade og stil den i fryseren natten over.

Gem resterende cremeux til at smøre tærtens top med.

TIMIANMØRDEJ:
25 G MANDLER MED SKAL
125 G HVEDEMEL
50 G FLORMELIS
75 G KOLDT SMØR
2 ÆGGEBLOMMER
1 TSK TIMIAN, FRISK HAKKET

Blend mandler til krummer i en foodprocessor. Blend dem meget fint, men ikke for længe, da det så vil blive til mandelsmør.

Kom hvedemel, flormelis og smør i tern i foodprocessoren og blitz ingredienserne sammen af korte intervaller.

Saml hurtigt dejen med æggeblommerne.

Rul dejen tyndt ud til ca. 3 mm, mellem to stykker bagepapir og lad den hvile i køleskabet i mindst 1 time.

Beklæd en 21 cm perforeret tærtering med dejen og prik bunden med en gaffel. Her der nemmest hvis du først udstikker bunden med ringen og derefter, skærer strimler af dej ud, lidt højere end formens kant og så beklæder kanten af tærteringen med dem. Pres dejen let fast på kanten, før du skære overskydende mørdej fra.

Blindbag tærtebunden i ovnen ved 175 °C i ca. 10 minutter med bagebønner ovenpå et stykke bagepapir, fjern bønnerne inden du kommer fyldet i.

FRANGIPANE:
100 G MANDELMEL
100 G SUKKER
100 G BLØDT SMØR
1 ÆG

Rør det bløde smør cremet i en skål, tilsæt sukker og mandel og pisk det let og luftigt.

Rør ægget i.

Fordel frangipanen på den varme tærtebund i et jævnt lag, og bag tærten i yderligere 15-18 minutter ved 175 °C, til den er dejligt gylden.

Tag tærten ud af ovnen og lad tærten køle helt af, før du forsigtigt fjerner tærteringen.

PYNT:
FRISKE HINDBÆR
FRISK TIMIAN

Skub forsigtigt cremeuxen ud af formen og læg den på midten af tærten.

Smør det overskydende cremeux på resten af tærtens kant, det hjælper hindbærrene med at blive på deres plads.

Vask og skær hindbærrene i halve og dekorer tærten med ring af bær.

Læg til sidst et par friske stilke timian ovenpå og server.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *