Julen byder gerne på vaniljekranse i mit lille køkken og hos min familie. Hvem elsker ikke en sprød småkage spækket med vanilje og smør?
Jeg har lavet en version, hvor man ikke skal bruge hverken sprøjtepose og ekstra stærke overarme, eller en kødhakker, der fylder resten i en skuffe resten af året, hvis man da ikke lige hakker sit eget kød.
Småkagerne bliver sprøde og smager godt af vanilje og mandler og så kan man lave dejen længe i forvejen. Bare kom den i fryseren indtil den skal bruges.
VANILJESMÅKAGER MED MANDLER
CA. 50-60 STK.
120 G BLØDT SMØR
170 G SUKKER
KORNENE AF 1 STANG VANILJE
1 M/L ÆG
100 G MANDLER MED SKAL
200 G MEL
Pisk smør, sukker og vaniljekorn cremet og luftigt
Tilsæt ægget og rør det sammen.
Hak mandlerne groft i en blender og tilsæt dem dejen.
Sigt melet ned i massen og rør dejen til den lige hænger sammen.
Kom dejen ud på et meldrysset bord og ælt dejen forsigtigt sammen, form den derefter til to lange pølser af 4 cm i diameter.
Pak dejen ind i film og stil dem på køl i minimum 1 time.
Varm ovnen op til 175 grader.
Skær skiver af pølserne af 0,5 cm tykkelse.
Læg småkagerne på en bageplade, beklædt med bagepapir med lidt afstand imellem, da de flyder en smule ud.
Bag småkagerne i 15-17 min til kanterne er pænt gyldenbrune og midten føles fast.
Lad kagerne køle af på en rist…glem ikke at spise nogle friske fra ovnen. 😉