Lige om lidt er det Halloween, den nat på året hvor sløret mellem denne verden og åndeverdenen er tyndest. Så selvfølgelig er den nat hvor spøgelser og andre overnaturlige væsner er på spil. Før 1900-tallet bagte man Soul Cakes som gaver til de der gik dør til dør og bad bønner for og tiggede kager af dem der boede der. Det var især de fattige og børn der gik rundt Alle Sjæles Dag. Kagerne blev også stillet ud sammen med et glas vin som gaver til ånderne aftenen før..
SOUL CAKES MED CHOKOLADE
260G MEL
1 TSK. STØDT MUSKATNØD
1 TSK. STØDT KANEL
½ TSK. FINT SALT
½ TSK STØDT ALLEHÅNDE
1 STOR KNIVSPIDS SAFRANTRÅDE
120 ML MÆLK
120 G BLØDT SMØR
115 G SUKKER
2 STORE ÆGGEBLOMMER
50 G HAKKET MØRK CHOKOLADE
1 ÆGGEBLOMME TIL PENSLING
Bland mel, muskatnød, kanel, salt og allehånde sammen i en skål. Stil til side.
Kom safrantråde i en gryde og skru op for varmen til det begynder at dufte, men pas på at krydderiet ikke brænder på.
Tilsæt mælken og rør rundt, mælken vil blive en flot gul farve. Sluk for komfuret.
Rør det bløde smør og sukker til en cremet masse og tilsæt æggeblommerne.
Bland mel og sukkermasse sammen, den vil blive tør og krummet og lige som den skal være.
Tilsæt 1 spsk safranmælk, uden tråde, ad gangen indtil massen bliver til en blød dej. Det er ofte ikke nødvendigt at bruge al mælken.
Ælt dejen let, til den hænger sammen og er ensformig.
Tilsæt den hakkede chokolade.
Pak dejen ind i film og læg den på køl i 1 time.
Forvarm ovnen til 200 grader
Rul dejen ud på et meldrysset bord til ½ cm tykkelse og udstik småkager indtil der ikke er mere dej.
Pensl med æggeblomme og bag småkagerne i 15-17 min eller til de er gyldne og skinnende.