Nutella Rocky Road

Er du i humør til chokolade og knas, så vil jeg opfordre jer til at prøve denne lækre sag. Den er forfærdelig nem at lave og smager forfærdeligt godt. Ingredienserne kan varieres i det næsten uendelige, jeg vil dog ikke anbefale at komme noget som rå løg i. 😝
Denne version blander mælkechokolade med Nutella, et yderst velsmagende makkerpar. Det er derudover nemmest at bruge mini Marshmallows i opskriften, men kan de ikke findes, så klip nogle store over med en saks smurt godt med olie.
Jeg havde en tidligere version med hjemme i påsken. Det må siges at have været et hit. En dobbelt portion forsvandt på under to dage…

NUTELLA ROCKY ROAD
EN 20X20 CM FORM FYLDT.

200 G MÆLKECHOKOLADE
100 G NUTELLA
100G SALTEDE PEANUTS + 50 G TIL TOPPING
40G PUFFEDE RIS
50 G MINI MARSHMALLOWS + 15 G TIL TOPPING

Hak chokoladen groft og smelt den sammen med nutellaen. Det kan gøres enten over vandbad på komfuret eller ved korte intervaller i mikroovnen (Max 20 sek. ad gangen ved 80% styrke, pas på chokoladen ikke brænder på)

Rør den smeltede chokolade og nutella godt sammen til en glinsende masse.

Bland massen sammen med resten af ingredienserne, sørg for at alt bliver dækket af chokolade.

Kom blandingen ned en 20×20 cm form belagt med sølvpapir, pres den godt ud i alle sider.

Drys toppingen over inden formen stilles på køl til chokoladen er fast.

Tag formen ud af køleskabet,  fjern sølvpapiret og skær blokken ud i mindre stykker.

Tag for jer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *