Det er ikke tit at der dukker grøntsager op på bloggen, og salte retter er ikke dem der er flest af. Men når en ret der bare er lækker kommer forbi, så kan jeg ikke gøre andet end at dele den med jer. Jeg må indrømme at jeg ikke havde forventet at disse ultra cremede gulerødder ville smage så godt og troede endda at jeg ville lave for meget…men det forsvandt som dug for solen i løbet af to sekunder.
Så prøv dem til en lækker kødret eller som jeg har gjort: sammen med min porretærte.
CREMEDE GULERØDDER
2 PERS.
200 G GULERØDDER
30 G SMØR
1 TSK. SUKKER MED TOP
SALT OG PEBER
1 DL VAND
1 DL FLØDE
FINTHAKKET PERSILLE
Skræl gulerødderne og skær dem i skiver.
Smelt smørret i en lille gryde og sauter gulerødderne sammen med sukker, salt og peber i nogle minutter til smørret er næsten forsvundet.
Tilsæt vand og lad rødderne simre til vandet er kogt ind.
Rør fløde i og kog retten til den er cremet og tyk og gulerødderne er dejligt møre.
Server med finthakket persille.