Mint Chokoladeis

Min absolutte yndlingsis. Kan jeg få denne is hos diverse ispushere, så vælger jeg den altid og nu har jeg så lavet min egen version.

MINT CHOKOLADEIS

300 G SØDMÆLK
100 G SUKKER
175 G FLØDE
1 NIP SALT
2 TSK VANILJESUKKER
1 BK. MYNTE Á 20 G, GIVER CA. 70-80 BLADE
75 G ÆGGEBLOMMER, STUETEMPERATUR
100 G HAKKET MØRK CHOKOLADE, GERNE EN 70-80%

Skyl og tør myntebladene.

Kom sødmælk, sukker, fløde, vaniljesukker, salt og mynteblade i en gryde og varm op under omrøring til væsken damper uden at koge og sukkeret er opløst.

Mas bladene med piskeriset en gang imellem, så smagen trækker ud i mælken, den bliver den fineste svagt lysegrønne farve.

Tag gryden fra varmen og lad væsken stå 1 time på køkkenbordet.

Kom æggeblommerne i en skål og pisk dem let.

Sigt bladene fra mintvæsken, smid dem ud, og varm væsken op igen.

Hæld den lune væske ned i æggeblommerne i en tynd stråle, mens du pisker kraftigt, ellers kan blommerne blive til røræg.

Kom mintvæsken tilbage i gryden under konstant omrøring, indtil den er 85 grader varm eller den dækker bagsiden af en ske.

Sigt den varme væske ned i en skål for at fjerne eventuelle klumper.

Sæt skålen i et isbad og bliv ved med at røre indtil væsken er kølet af, ca 30-35 grader.

Dæk skålen til og stil den på køl til dagen efter.

Kør massen på ismaskine i ca. 30-40 min, lige før den er færdig kommer du den hakkede chokolade i.

Du kan vælge at spise isen med det samme, men jeg synes altid at den har godt af at komme et par timer i fryseren.

2 thoughts on “Mint Chokoladeis

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *