Har du lyst til at pynte din kage med noget andet end marcipan, flødeskum eller glasur, så prøve fylde mousse i silikoneforme. Du får de fineste små bomber som smager skønt…selvfølgelig kan du også vælge at spise moussen uden en kage. 😉
JORDBÆRMOUSSEBOMBER
CA. 15 STYK AF 3-4CM I DIA.
150 G JORDBÆR (FROSNE KAN SAGTENS BRUGES)
50 G SUKKER
2 BLADE HUSBLAS
SAFT AF ½ CITRON
1,5 DL. FLØDE
KORNENE AF 1/2 STANG VANILJE
15 G FLORMELIS
Udblød husblassen i koldt vand i minimum 10 min.
Kog en kompot af jordbær, citronsaft og sukker op i 5-10 min, til frugten er blød og mør. (Bruges der udelukkende frosne bær, så hæld omkring halvdelen af saften fra efter kogning, ellers bliver moussen for blød)
Blend kompotten.
Knug vandet ud af husblassen og smelt den i pureen. Hæld blandingen i en lav skål og stil den på køl til massen lige akkurat er lillefingervarm.
Flæk vaniljestangen på langs og skrab kornene ud med en kniv.
Pisk flormelis, vaniljekorn og fløde til flødeskum.
Vend flødeskummet forsigtigt sammen med pureén uden at banke for meget luft ud af skummet.
Kom moussen i en sprøjtepose og fyld den i silikoneforme: halvkugler eller andet. Det er en god idé at stille formen på et skærebræt eller en lille plade, så er den nemmere at flytte til fryseren.
Glat moussens overflade ud og skrab overskydende mousse væk, så det der bliver bundene er helt plane.
Stil formen i fryseren i max. to-tre timer til moussen har sat sig.
Tag formen ud og løsn moussebomberne forsigtigt fra formen, først langs kanterne og derefter kan de skubbes ud af formen.
Når først moussen er ude af fryseren tager det ikke lang tid at tø dem op. Ca. 30 min ved stuetemperatur, og ikke meget længere i køleskabet.
De frosne bomber kan sættes direkte på din kage som pynt og tø op der.