Rødbedesuppe med Bacon

En super lækker måde at bruge rødbeder på, og lav en kæmpe portion så resterne bliver brugt, den kan som alle mine supper fryses ned. Salt, sød og rødbedefyldt smag der varmer godt i denne kolde tid. Med bacon både i selve suppen og som tilbehør! Og så har suppen den fineste røde farve.

RØDBEDESUPPE MED BACON
2-4 PERS.

4 SKIVER BACON
1 SPSK. OLIE
500 G RØDBEDER
5 SPISEKARTOFLER
2 LØG
2 FED HVIDLØG
1 TSK. STØDT SPIDSKOMMEN
1 TSK. STØDT KORIANDER
1 L. KOGENDE VAND
1/4 L. PISKEFLØDE
EN KLAT SMØR (RIGELIGT SMØR)
SALT OG PEBER

Skær baconskiverne i mindre stykker og steg dem halvsprøde i en 3 l. gryde.

Pil løg og hvidløg. Hak løget groft og mas hvidløget med siden af en kniv.

Skræl rødbeder og kartofler og skær dem i mindre tern.

Varm olien i gryden med baconen og svitz løg og hvidløg bløde uden at de tager farve.

Tilsæt rødbede- og kartoffeltern sammen med spidskommen og koriander, rør det godt sammen og lad det stege et par minutter.

Krydr med salt og peber og hæld det kogende vand ved.

Lad suppen koge i 30-40 min eller til grøntsagerne er møre.

Sluk for varmen og blend suppen.

Tilsæt fløden og smørklat og blend igen.

Smag til med salt og peber.

Server med sprødstegt bacon, creme fraiche og evt. persille eller tørret ramsløg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *