One Bite at a time

Pølsehorn med Sennep og Ketchup

Pølsehorn er måske den fuldendte snack? Noget kunne godt tyde på det, for jeg elsker dem og laver alt for få hver gang jeg får taget mig sammen til at gå i gang med produktionen. Normalt bruger jeg kun ketchup i opskriften, men denne gang ville jeg gerne have et pift af noget stærkt, så der er også lidt dijonsennep i.
Dejen bliver let og luftig og svøber pølserne godt ind, samtidig med at der er nok af den.
I sidste uge blev der lavet pølsegryde af køleskabs- og fryserrester og i denne uge blev der lavet pølsehorn af de ekstra pakker pølser jeg havde liggende, så har man pølser som snart skal bruges, så er det bare at komme i gang.

PØLSEHORN MED SENNEP OG KETCHUP
32 stk.

4 dl. Dansk vand
3,5 dl. Alm. Vand
50 g Gær
100 g Smeltet og svalet Smør
1 tsk. Kardemomme
1 tsk Bagepulver
2 tsk Salt
1200g Hvedemel
Sennep og Ketchup
Æg til pensling
Pølser (Enten kyllingepølser, cocktailpølser eller større pølser skåret i mindre stykker)

Smuldr gæren og rør den ud i en blanding af danskvand og alm. vand.

Rør det smeltede og svalede smør i.

Tilsæt salt, kardemomme og bagepulver

Ælt hvedemelet i lidt ad gangen indtil det er en blød og smidig dej.

Stil dejen til hævning et lunt sted, under et klæde, i 1 time.

Slå dejen ned på et let meldrysset bord og ælt den til en kugle.

Del den i fire.

Rul hver kugle tyndt ud på bordet til en cirkel, drys med mere mel hvis nødvendigt.

Skær dejen ud i 8 trekantede stykker og smør en lille klat sennep og ketchup, efter smag, på hver stykke.

Kom en pølse på hver trekant i den brede ende og rul dejen nogenlunde stramt om pølsen, uden at rive dejen i stykker.

Lad pølsehornene efterhæve i 20 min.

Imens forvarmes ovnen til 200 grader.

Pensl hornene med sammenpisket æg og bag dem i 20-25 min. til de er gyldenbrune og lyder svagt hule, når man banker let på bunden.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *