Pølsegryde

Når vi i disse tider taler om madspild, så er en god løsning ofte de sammenkogte gryderetter. Gumbo og jambalaya kommer i tankerne, men også den gode gamle millionbøf eller som her, pølsegryden. Jeg havde nogle grillpølser i fryseren, som skulle bruges inden alt for længe…og var faldet over nogle kyllingepølser til billige penge, så der var dømt hyggemad med pølsegryde og kartoffelmos.

PØLSEGRYDE
6-8 PERS.

800 G PØLSER, GERNE FORSKELLIGE SLAGS (JEG BRUGTE 500 G GRILLPØLSER OG 300 G KYLLINGEPØLSER)
2 STORE LØG
2 FED HVIDLØG
350 G GULERØDDER
1 STOR RØD PEBERFRUGT
2 TSK. PAPRIKA
2 TSK. KORIANDER
1 TSK. GARAM MASALA
2 SPSK. MEL
3 SPSK. KETCHUP
1 DÅSE (140 G) TOMATPURÉ
2 SPSK. WORCHESTERSHIRESAUCE
0,5 L VAND
1 1/2 DL CREME FRAICHE, 9%
LIDT SMØR OG OLIVENOLIE
SALT OG PEBER

Pil løg og hvidløg, skræl gulerødder og vask peberfrugten. Hak hvidløget fint og skær løg, gulerødder og peberfrugt i mindre tern.

Skær pølserne ud i tilfældige skiver, de behøver ikke være lige store.

Start med at brune pølserne i lidt smør og olie ved middelhøj varme, så de får en lettere stegeskorpe. Læg pølsestykkerne til side.

Svits løg og hvidløg svitses bløde, uden at tage farve, i gryden, i lidt mere fedtstof hvis nødvendigt.

Tilsæt gulerødder og peberfrugt og steg i et par minutter, før paprika, koriander og garam masala blandes i.

Kom pølserne tilbage i gryden sammen med melet og rør det hele godt sammen.

Derefter kommes tomatpuré, ketchup og worchestershiresauce i og der røres mens vandet hældes i lidt af gangen.

Lad retten simre i små 10 min. ved middellav varme.

Tilsæt creme fraiche og kog op igen, før der smages til med salt og peber.

Servér med kartoffelmos, ris eller bare som en skål fuld hygge med en klat creme fraiche på toppen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *