Jordbærsorbet med Lakrids

Der er nu ikke noget som is, og så den hjemmelavede af slagsen. Jeg elsker sorbet og denne opskrift bliver brugt jævnligt. Især sammen med lakrids, om det er pulver eller sirup, er sorbeten lækker på en varm dag…selv på en kold.

JORDBÆRSORBET MED LAKRIDS

500 G JORDBÆR
250 G SUKKER
SAFT AF ½ APPELSIN ELLER CITRON
2-3 TSK. SPEJDERSNUS/SALMIAKPULVER ELLER SALT LAKRIDSSIRUP TIL AT KOMME OVENPÅ.

Hak jordbærrene groft og kom dem i en gryde samme med sukker og appelsinsaften.

Lad det koge ved svag varm i 20 min. og rør en gang imellem indtil bærrene afgiver saft og bliver bløde, næsten mosede.

Blend massen og si den, så kerner og ublendede frugttrevler fjernes.

Stil den på køl.

Når massen er kølet af, kom den i en ismaskine i 20-30 min.

Eventuelt smages isen til med spejdersnus, alt efter hvor meget lakrids man vil have i. Jeg synes at 2 tsk. er lige nok til at give et hint af lakrids uden at overdøve jordbærsmagen. Ellers så pyntes isen før servering med lakridssirup.

Hvis man ikke har en ismaskine, så frys massen i en frostboks og rør i den jævnlig (ca. 1 gang i timen) for at sikre at det bliver en ensartet masse uden for mange iskrystaller.

Selv hvis man bruger ismaskine, så synes jeg altid at har sorbet og is godt af lidt tid til at sætte sig. Så kom den gerne et par timer i fryseren inden brug, så er den også klar til gæsternes ishungrende maver.

OBS: Variation, Frosne jordbær kan også bruges. Man kan enten tø dem op før brug eller lade det ske mens man koger dem sammen med sukker og saft. Der skal dog beregnes mere tid til kogning, ca. 30 min. i alt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *