Jordbærsorbet med Mælkechokolade

Sommervejret lader vente på sig, og er ret så ubeslutsomt for tiden. Men så må vi lege at det er sommer.

JORDBÆRSORBET MED MÆLKECHOKOLADE

500 G JORDBÆR
250 G SUKKER
50 G GROFTHAKKET CHOKOLADE, GERNE EN MØRK MÆLK 47 %

Hak jordbærrene groft og kom dem i en gryde sammen med sukker.

Lad det koge ved svag varm i 20 min. og rør en gang imellem indtil bærrene afgiver saft og bliver bløde, næsten mosede.

Blend massen og sigt den, så kerner og ublendede frugttrevler fjernes.

Stil den på køl.

Når massen er kølet helt af, kom den i en ismaskine i 20-30 min.

Derefter kommes den hakkede chokolade i og maskinen kører videre til chokoladen er blandet godt ind i sorbeten.

Hvis man ikke har en ismaskine, så frys massen i en frostboks og rør i den jævnlig (ca. 1 gang i timen) for at sikre at det bliver en ensartet masse uden for mange iskrystaller.

Selv hvis man bruger ismaskine, så synes jeg altid at har sorbet og is godt af lidt tid til at sætte sig. Så kom den gerne et par timer i fryseren inden brug, så er den også klar til gæsternes ishungrende maver.

Kom eventuelt sorbeten i silikoneforme og dæk dem med husholdningsfilm før den kommes i fryseren. Løsn forsigtigt isen fra formen og du har lækker sorbet i skønne former. Jeg brugte en halvkugleform på 8 cm.

Server med lidt lækkert knas til, jeg knuste en håndfuld kammerjunkere.

OBS: Frosne jordbær kan også bruges. Man kan enten tø dem op i gryden sammen med sukker over natten i køleskabet, så safter bærrene rigtig, eller man kan koge dem fra frosne af, der skal de dog koge lidt ekstra tid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *