One Bite at a time

Quiche Lorraine

En Quiche Lorraine der er let og lækker til frokost med venner og familie. Den smager også godt kold, når gæsterne er gået, hvis der da er mere tilbage. Oprindeligt skulle der vist ikke være ost i den fransk klassiker, men ost passer dog utroligt godt til denne tærte og så havde jeg lige nogle rester rød cheddar og lidt mozzarella i køleskabet, et ganske glimrende tilvalg. Tærtebunden fik også lidt ekstra crunch, da jeg løb tør for rent hvedemel, heldigvis gemte der sig en pose fuldkornsmel i skabet. Du kan vælge at lave en straight-up version uden fuldkornsmel og ost…men hvad er det sjove i det? I hvert fald med hensyn til osten.

Quiche Lorraine
4-8 pers.

Bund:
120g Mel
30 g Fuldkornsmel
75g Koldt smør
1 Æggeblomme
½ tsk Salt
1-2 spsk Vand

Fyld:
200 g Bacon i tern, stegt næsten færdig
75 g Revet Ost og 25 g ekstra til topping.

Æggemasse:
3 Æg
1,5 dl Fløde
1,5 dl Mælk
½ tsk. Revet muskatnød
Friskkværnet peber

BUND:

Bland mel og salt og kom smørret, skåret i mindre tern, i.Hak smørret ind i melet med en kniv, eller hvis hænderne bruges, så gør det så lidt som muligt, indtil det ligner rasp. Har man en foodprocessor eller blender, så brug den.

Saml dejen med æggeblommen og vandet, til det lige hænger sammen.

Form dejen til en kugle og tryk den let flad, så er den nemmere at rulle ud.

Kom den i en frysepose og stil på køl i ½-1 time.

Forvarm ovnen til 200 grader.

Rul dejen ud til en størrelse så der hænger en smule ud over kanten af tærteformen, dejen krymper under bagning. Brug gerne en form af tinblik, den rister dejen i forhold til forme af keramik som nærmere koger den.

Forbag dejen i 10 min.

Har man keramiske bagebønner, så brug gerne dem eller man kan bruge tørrede bønner, det tynger dejen ned, så den ikke puffer op og skaber alt for store luftlommer. Bruger man bønnerne, så læg et stykke bagepapir mellem bønner og dejen, det er nemmere at fjerne bønnerne og de hænger ikke fast i dejen. Bagepapiret kan med rette krølles sammen et par gange for at gøre det mindre stift og nemmere at håndtere i formens kanter.

Skær det overskydende dej af før forbagning ved at presse kniven skråt ned mod kanten af formen.

FYLD:

Fyldet fordeles på den forbagte bund.

ÆGGEMASSE:

Æg, fløde, mælk og krydderier blandes sammen og fordeles over fyldet.

Resten af osten drysses på.

Tærten bages til massen har sat sig og toppen er pænt gylden i ca. 25-30 minutter ved 200 grader.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *