One Bite at a time

“Påskeæg”

Traditionen tro, så må man da bare have påskeæg når nu påsken er over os :). Men jeg har ikke været i humør til at kaste mig ud i hele marcipanæg (er ikke den store fan af ren marcipan i store mængder) eller fyldte chokoladeæg. Så kom jeg i tanke om at jeg havde kagerester i fryseren, som skulle gemmes til at lave romkugler med. Jeg fandt ud af at jeg også havde noget marcipan liggende og så rullede det derfra. Påskeæg i bedste træstammestil.
Man kan dog også vælge at trille dem i krymmel og lave romkugleæg

“PÅSKEÆG”
Ca. 18 stk.

Smørcreme:
50 g Smør
120 g Flormelis
2½ spsk. Mælk

Romkugledej:
ca. 500 g Kagerester, gerne chokoladekage
2½ spsk. Hindbærmarmelade, kernene frasiet
2 tsk. Romessens (så børn også kan være med)

Pynt:
200 g Ren rå marcipan
20-30 g Flormelis
75 g Mørk Chokolade

eller
Krymmel i mange farver

SMØRCREME:

Smelt smørret og rør det sammen med flormelis og mælk til en glat masse. Sæt cremen til side, mens resten laves.

ROMKUGLEDEJ:

Blend kageresterne til en et fint smulder, rør det sammen med smørcremen, hindbærmarmelade og romessens til en sammenhængende masse, man kan forme.

Form dejen til æg på størrelse med et hønseæg og sæt dem på køl til de er faste, ca. 1-2 timer.

PYNT:

Ælt marcipanen med flormelis til det er en glat masse, som er nem at arbejde med uden være for klistret (men uden at overælte den).

Rul den tyndt ud på et bord drysset med lidt flormelis, og beklæd overfladen af æggene med marcipanen.

Smelt chokoladen og dyp undersiden af æggene, så chokoladen lige dækker lidt over marcipanen.

Sæt æggene på køl et par timer.

Nyd dem…så langsomt det lader sig gøre.

OBS: Man kan også vælge at lave påskeæg med krymmel og kokos istedet for marcipan. Rul dem da i pynten lige så snart æggene er formet og sæt dem på køl til de er faste.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *