One Bite at a time

Ostesnegle med Bacon og Sort Peber

Så blev der bagt igen i weekenden, men hvor dejligt er det ikke at stå og banke noget sammen som smager super godt? Det blev så til en omgang ostesnegle, som er en variation af dem med rosmarin og havsalt. Der er mange muligheder for variationer og denne gang blev de med bacon. Snacktastiske som de er, kan de smides frosne i madpakken om morgenen og er klar til at spise ved frokosttid.

OSTESNEGLE MED BACON OG SORT PEBER
ca. 60-70 stk.

220 ml Danskvand
50 g Gær
1½ tsk. Salt
1½ tsk. Bagepulver
110 g Blødt smør
200 g Revet emmentaler
320 g Mel
200g Bacon
Friskkværnet sort peber
1 Æg til pensling

Start med at stege baconen til den er sprød, lad den køle af og blend den så til et fint smulder. Stil baconsmuldret til side, mens dejen laves.Opløs gæren i danskvand og tilsæt salt og bagepulver, mel og det blødgjorte smør.

Saml dejen på et meldrysset bord og ælt det sammen til en glat og smidig dej, som ikke må være for fast.

Ælt den revet emmentaler godt ind i dejen.

Form dejen til en kugle og del den i to. Rul den ene dejkugle ud til et rektangel så tyndt som muligt.

Drys halvdelen af baconsmuldret ud over dejen og fordel det godt, og krydr med pebret.

Rul dejen sammen på langs til en pølse og skær den ud i 1 cm tykke skiver. Gør det samme med den anden dejkugle.

Læg sneglene på en bageplade, eller to, belagt med bagepapir og lav dem hæve i 30 min.

Forvarm ovnen til 225 grader.

Pensl sneglene med sammenpisket æg og sæt pladen i ovnen på midterste rille og bag i ca. 12 min til de er gyldne.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *