One Bite at a time

Julestjerne med Nutella

Glædelig 3. Søndag i advent. Sidste søndag gave jeg jer opskriften på en lækker hjemmelavet nutella. Og i dag får I så en opskrift hvor I bl.a. kan bruge det lækre stads. Julestjerner af dej florerer for tiden på nettet og fordi det så så lækkert og sjovt ud, ville jeg også være med. Resultatet er da ret vellykket, hvis jeg selv skulle sige det. Og det gør jeg. 🙂
I skal ikke lade jer skræmme, det er ikke så svært som man skulle tro. 😉

JULESTJERNE MED NUTELLA

25 g Gær
1 dl Mælk
40 g Smør
40 g Sukker
½ tsk Kardemomme
1 Æggeblomme
½ tsk Salt
250 g Mel + 1 Spsk
100 g Nutella, gerne hjemmelavet
1 Æg sammepisket
Perlesukker til pynt

Lun mælk og smør op til smørret er smeltet og væsken er lillefingervarm.

Rør gæren ud i blandingen.

Tilsæt sukker, kardemomme, æggeblomme og salt.

Ælt melet i lidt ad gangen til en smidig og blød dej, der ikke klistrer på fingrene.

Stil dejen til hævning i 1 time et lunt sted og under et klæde.

Vej dejen af og del den i fire lige store kugler.

Rul dejen ud til cirkler med en dia. på cirka 21 cm.

Tag den første dejcirkel og læg den på en bageplade med bagepapir.

Smør 1/3 af nutellaen ud over, men ikke helt til kanten.

Læg den næste cirkel ovenpå og gentag, indtil den sidste dejcirkel lægges på som et låg.

Tryk lagene sammen og knib kanten godt til så nutellaen ikke stikker af under næste process.

Tag et glas med en dia. på 5 cm og stil det i midten af “nutellalagkagen”. Ud fra den skæres nu 16 lige store strimler. Der skal ikke skæres der hvor glasset står, det vil nemlig danne midten af stjernen og holde fast på hele herligheden.

Fjern glasset og tag to strimler af gangen, den i venstre hånd skal snos to gange mod venstre. Den i højre hånd skal to gange mod højre. Tilsidst knibes enderne sammen.

Gentag til du har en stjerne med 8 takker.

Varm ovnen op til 190 grader.

Pensl stjerne med sammenpisket æg, eller æggeblomme for at luksus. Pynt med perlesukker.

Bag stjernen i ca. 25 min til den er gylden og den lyder hul når du banker let på bunden.

Lad den køle let af før den serveres. Gerne lun.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *