One Bite at a time

Choco-chunk Cookies med Mandler

Lørdag…Burde have været en flade ud-dag, men har haft alt for mange ting i gang til at det kunne blive til noget før efter aftensmaden.
Der er blevet bagt, der er blevet pisket og rørt og hakket og blendet og eksperimenteret og de næste par dage vil alle opskrifterne blive lagt ud. Og der skal bages mere i morgen, da fryseren skal fyldes op med en masse gode brød og boller.
Den første jeg fik lavet i dag var således cookies. Er der noget som at bide ind i en cookie med sprød kant og blød midte og så lige de sporadiske stykker mørk chokolade og nødder? Muums. Opskriften er let og nem at lave…hvis man da lige sætter tid af til at sætte dejen i køleskabet i 3 timer…men resultatet er det værd. Cookies fra denne opskrift bliver som beskrevet ovenfor, men pas på med saltmængden. I dette tilfælde er der en hårfin grænse mellem for lidt og for meget.
Oprindeligt ville jeg have kommet hasselnødder (resten blev brugt i et forsøg på hasselnøddemacarons) eller valnødder i dejen. Men da jeg ikke stod inde med noget af det, blev til at mandler, hvor jeg lod skallen blive på.

CHOCO-CHUNK COOKIES MED MANDLER

70g Mel
1 tsk. Bagepulver
125g Smør
25g Sukker
25g Brun Farin
1/4 tsk. Fint salt
2 Æg
85g Mørk chokolade
20g Hakkede mandler med skal

Bland mel og bagepulver i en separat skål og stil den til side.

Smelt smørret og rør det sammen med sukker, brun farin og salt.

Pisk æggene i og vend melet i dejen med en dejskraber, sammen med hakket chokolade og mandler.

Kom dejen i en engangssprøjtepose (eller lad den være i skålen) og stil den på køl i mindst 3 timer.

Tænd ovnen på 200 grader.

Klip et pænt stort hul i sprøjteposen og sprøjt dejen ud i ca. 3 cm store toppe med 5 cm mellemrum på en bageplade med bagepapir. (Har man ikke sprøjteposer, kan man forme dejen med to teskeer).

Bag kagerne midt i ovnen i ca. 12 min. De er færdige når kanten er gyldenbrune og midten ikke længere er klistret eller våd, men føles næsten fast.

Kan spises med det samme, eller man kan lade dem køle af og nyde dem i sofaen…

OBS: Går kagerne hen og bliver bløde efter nogle dage, kan de sættes ind i ovnen ved 200 grader i et par minutter indtil de er sprøde igen



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *